Mozillas historie

Mozilla-projektet så dagens lys i 1998, hvor kildekoden til Netscape-browserpakken blev udgivet. Tanken var, at udnytte den kreative kraft fra tusindvis af programmører på internettet og sætte skub i et hidtil uset innovationsniveau på browsermarkedet. Inden for det første år havde nye medlemmer af fællesskabet fra hele verden allerede bidraget med nye funktioner, forbedret de eksisterende - og hjulpet med at lede og planlægge selve projektet.

Ved at skabt et åbent fællesskab var Mozilla-projektet blevet mere end en virksomhed. Medlemmer af fællesskabet involverede sig og udvidede rammerne for projektets oprindelige mission. Fremfor kun at arbejde på Netscapes næste browser, så gik folk i gang med at bygge mange forskellige browsere, udviklings-værktøj og en lang række andre projektet. Folk bidrog til Mozilla på forskellige måder. Men alle gik op i at bygge software, der gav den enkelte mulighed for at vælge, hvordan vedkommende ville opleve internettet.

Efter flere års udvikling blev den første større version, Mozilla 1.0, udgivet. Denne version indeholdt mange forbedringer til browseren, mailklienten og andre applikationer inkluderet i browserpakken, men ikke mange mennesker brugte den. I 2002 anvendte mere end 90 procent af alle internetbrugere Internet Explorer. Dengang var der ikke mange, der lagde mærke til det - men samme år udgav medlemmer af Mozilla-fællesskabet også den første version af Phoenix (som senere skiftede navn til Firefox). Målet var at skabe den bedst mulige oplevelse på internettet for så mange mennesker som muligt.

I 2003 grundlagde Mozilla-projektet Mozilla Foundation, en uafhængig nonprofit-organisation støttet af individuelle bidragsydere og en række virksomheder. Den nye Mozilla Foundation overtog den daglige ledelse af projektet. Samtidig begyndte organisationen at arbejde for at fremme åbenhed, innovation og bedre muligheder på internettet. Det gjorde den gennem at udgive software som Firefox og Thunderbird, samt ved at bevæge sig ind på nye områder - som for eksempel at give legater til projekter med målsætning at gøre internettet bedre tilgængeligt for alle, uanset forudsætninger.

Firefox 1.0 blev udgivet i 2004 og blev en stor succes. På mindre end et år blev programmet downloadet mere end 100 millioner gange. Siden dengang er der løbende kommet nye versioner - og Firefox bliver ved med at slå rekorder. Firefox' popularitet har givet brugerne flere valgmuligheder. Den nye konkurrence på browser-markedet har accelereret innovationen og gjort internettet bedre for alle.

I 2013 lancerede vi Firefox OS for at udnytte internettes fulde potentiale på smartphones og for at give en ny generation af internetbrugere bedre kontrol og valgmuligheder.

Mozilla fejrede også sit 15-års jubilæum i 2013. Fællesskabet har vist, at kommercielle virksomheder kan have nytte af at bidrage til open source-projekter - og at fremragende software sagtens kan være open source. Flere mennesker end nogensinde før bruger internettet og oplever det på deres eget sprog. Vi har skabt en holdbar organisation, der anvender markedsmekanismerne til at støtte en almennyttig mission. Denne model er blevet genbrugt af andre til at skabe åbne, transparente samarbejdsorganisationer indenfor en lang række områder.

Fremtiden er i lighed med vores fortid fyldt med både udfordringer og muligheder. Der er ingen garanti for, at internettet bliver ved med at være åbent eller brugbart eller sikkert. Mozilla fortsætter med at give alle mulighed for at lade deres stemme blive hørt og til at forme deres egne liv på nettet. Det er vi selvfølgelig ikke alene om. Mozilla-fællesskabet samt andre open source-projekter og almennyttige organisationer eksisterer kun på grund af de mennesker, der engagerer sig og arbejder for at gøre vores fælles mål til virkelighed. Vil du hjælpe med at gøre vores mission til virkelighed? Bliv involveret.

Læs mere om Mozillas historie: