Nem surfing
Awesome Bar
Kom hurtigt til dine favorit-websteder – også selv om du ikke kan huske adresserne. Skriv et søgeord i adresselinjen (også kendt som Awesome Bar), og autofuldførelsen viser mulige resultater fra din historik, fra websteder du har bogmærket og fra åbne faneblade.
Awesome Bar bliver hele tiden bedre. Efterhånden som du bruger den, tilpasser den sig til dine surfingvaner, og giver dig bedre resultater. Vi har finjusteret den til at give dig mere kontrol over resultaterne (inklusive indstillinger for privatliv), og vi har forbedret ydeevnen, så du endnu hurtigere finder, hvad du leder efter.
Forbedret grænseflade
Vi tænker altid på hvordan vi kan gøre din surfing lettere og mere effektiv.
Læs videre for at se vores seneste forbedringer:
Faneblade øverst
Fanebladene er placeret over adresselinjen, så det er lettere for dig at fokusere på indholdet af hjemmesiderne.
Firefox-knap (Windows og Linux)
En enkelt knap giver dig nu nem adgang til alle dine menupunkter.
Bogmærkeknap
Du kan håndtere dine bogmærker via en enkelt knap. Find dine yndlingssider uden besvær!
Forenklet Genindlæs/Stopknap
Din Awesome Bar er nu blevet forsynet med en knap, der kan stoppe indlæsning af en side, eller som kan starte genindlæsning af en side.
Knappen Hjem
Knappen Hjem er blevet flyttet til højre for søgefeltet.
Faneblade
Besøg flere websteder på én gang, enkelt og nemt. Hvert nyt websted vises som et nyt faneblad
(ikke et nyt vindue) og kan tilgås med et klik.
Programfaneblade
Har du altid bestemte hjemmesider åbne? Flyt dine ofte brugte hjemmesider, som fx webmail, fra fanebladslinjen og giv dem en fast plads i din Firefox.
Genåbn lukkede faneblade og vinduer
Hvis du ved et uheld lukker et faneblad eller vindue, kan du genåbne det med ét klik. I menuen Historik finder du en oversigt over nyligt lukkede faneblade og vinduer, og du kan nemt genåbne dem med et klik.
Skift-til-faneblad
Når du åbner en hjemmeside i et nyt faneblad, undersøger Firefox, om siden allerede findes i et eksisterende faneblad. I så fald vil du i stedet blive omdirigeret til det eksisterende faneblad, så du undgår dubletter.
Nem scrolling
Vil du gerne have dine 20 favoritsider åbne samtidig? En ny, smart funktion lader dig let rulle gennem fanebladene, så du kan se dem alle og hurtigt finde det ønskede.
Organiser dine faneblade med Panorama
For mange faneblade? Det er ikke længere et problem! Med Panorama kan du samle dine faneblade i håndterbare grupper, som du kan organisere, navngive og arrangere på en sjov og visuel måde. For at bruge Panorama skal du blot tilpasse navigationslinjen og tilføje knappen Fanebladsgrupper. Eller du kan højreklikke på et faneblad og vælge Flyt til gruppe.
Hold dig opdateret
Sync forbinder ubemærket din stationære og din mobile Firefox, så du altid kan tilgå din historik, adgangskoder og bogmærker. Ja, selv dine åbne faneblade huskes, uanset hvilken enhed du bruger. Få adgang til flere års stationære surfing fra den første dag, du tænder din mobil, og brug gemte adgangskoder fra din stationære til at udfylde formularer på din telefon.
Nu kan du surfe på nettet fra din stationære og have dine åbne faneblade klar og ventende på din mobil, præcis som du efterlod dem på den stationære. Med Sync bliver surfing aldrig blive det samme igen! Lær mere om Sync eller få Firefox på din telefon.
Adgangskodehåndtering
Er du træt af at prøve at huske eller genindtaste dine adgangskoder hver gang, du besøger et favorit-websted? Firefox er her for at hjælpe! Første gang, du logger ind på en hjemmeside, vil du blive spurgt, om Firefox fremover skal huske koden for dig. Nemmere kan det ikke være.
Formularfuldførelse
Når du udfylder en online-formular som fx din leveringsadresse, vil Firefox foreslå information til hvert felt baseret på dine mest almindelige svar i lignende felter i andre formularer. Er du træt af at indtaste de samme svar igen og igen? Med Firefox tager udfyldning af formularer ingen tid!
Pop op-blokering
Stop alle pop op-vinduer én gang for alle. Eller vælg at få vist et pop op-vindue for denne ene gang, eller vælg altid at tillade pop op-vinduer på visse hjemmesider.
Nem søgning
Internettet er stort, men Firefox er klar til at hjælpe dig med at finde det, du leder efter, uanset hvad det er.
Integreret web-søgning
Med søgefeltet placeret til højre for adressefeltet bliver søgning på nettet en leg. Vælg, hvilken søgetjeneste du vil bruge, og skriv dine søgeord direkte i feltet. Bredden kan justeres, hvis du har brug for mere plads.
Søgeforslag
Skriv noget i søgefeltet, og du vil få forslag til de mest sandsynlige fuldførelser af dine søgeord. Du kan også bruge søgefeltet som lommeregner, valutaomregner med mere.
Hundrede af søgetjenester
Vælg fra den forvalgte rulleliste med søgemuligheder, eller vælg “Håndter søgetjenester” for at gennemse mange flere søgerelaterede udvidelser. Mere om dine muligheder.
Smarte nøgleord
Søg på nettet på rekordtid med smarte nøgleord. Med få klik kan du give et nøgleord til en søgemaskine, og derefter kan du nøjes med at indtaste nøgleordet og dine søgeord i adresselinjen. Ved at tildele Den Blå Avis nøgleordet “dba” kan du søge direkte i annoncerne ved at bruge nøgleordet først i adresselinjen, fx “dba damecykel odense”. Dermed behøver du ikke først besøge Den Blå Avis' hjemmeside for at starte din søgning.
Stedbevidst surfen
Har du brug for anvisninger eller hjælp med at finde en restaurant? Firefox kan fortælle websteder, hvor du befinder dig, så du kan få de mest relevante og nyttige oplysninger. Firefox deler ikke din position uden din tilladelse – dit privatliv har højeste prioritet.
Gendannelse af session
Gendannelse af session bringer øjeblikkeligt dine vinduer og faneblade tilbage, gendanner tekst, som du har skrevet, og genoptager igangværende filhentninger. Du kan således genstarte Firefox uden at miste, hvad du har åbent, efter du har installeret tilføjelser eller softwareopdateringer. Og hvis Firefox eller din computer lukker uventet ned, behøver du ikke bruge tid på møjsomt at gendanne data eller gå samme vej tilbage gennem nettet. Var du midt i at skrive en mail, vil du fortsætte, hvor du slap, helt ned til det sidst skrevne ord.
Stavekontrol
Den indbyggede stavekontrol lader dig indtaste tekst direkte på websider, som fx blogindlæg eller mail. Spar dig selv et trin og undgå at bekymre dig om stavefejl.
Styr på tingene
Der er masser af fremragende indhold på nettet, Firefox hjælper dig med at få styr på det hele.
Tilføj bogmærke med ét klik
Du kan foretage en grundig organisering af dine bogmærker, eller du kan bruge en lynfunktion. Et klik på stjerneikonet i slutningen af adressefeltet bogmærker en side. To klik, og du kan vælge, hvor bogmærket skal gemmes, og om det skal have mærkater. Gem bogmærkede sider i mapper, der er nemme at komme til, og organiser i forhold til emnet (fx “søgning efter job” eller “favoritshopping”). Find dine bogmærkede sider med det samme ved at skrive mærkatet, sidenavnet eller bogmærkets navn i adresselinjen. Firefox tilpasser sig din brug af bogmærkerne. Jo oftere du bruger et bogmærke, jo højere vil det blive rangeret.
Mærkater
Markér en side med ord, som giver mening for dig. Du kan fx tilføje ordene “nyheder” og “tv” til www.dr.dk samt tilføje ordet “nyheder” til www.berlingske.dk. Når du skriver “nyheder” i adresselinjen, vil begge sider vises som resultat. En enkelt side kan have flere mærkater, og der er ingen begrænsning på antallet af mærkater. Måske kan du ikke huske det eksakte navn på en side, men med et mærkat kan du altid nemt finde siden igen.
Arkiv
Udnyt Firefox og bliv mere effektiv på nettet. Din historik (alle besøgte sider) og dine bogmærker kan findes i arkivet, hvor de kan gennemsøges og organiseres. Du kan desuden gemme ofte brugte søgninger i dynamiske, smarte mapper, som automatisk opdateres, når dine bogmærker og din historik vokser.
Søg og find
Funktionen find åbnes med et tastetryk. Søg efter et ord eller en sætning på den aktuelle hjemmeside. Markerer du en tekst først, vil søgefeltet forududfyldes med det markerede. Se alle resultater af søgningen på én gang, eller gennemgå resultaterne forlæns og baglæns gennem alle forekomster af ordet på siden.
RSS feed-læser
Bruger du timer på at gennemtrawle nettet efter de seneste nyheder og opdateringer? Tilføj i stedet et RSS feed-ikon til din værktøjslinje, og opret feeds ved hjælp af en online web-service, en installeret feed-læser eller ved at oprette et Firefox live bogmærke.
Filhentningsvinduet
Hent filer gnidningsfrit og sikkert! En pause- og genoptagfunktion betyder, at du kan stoppe og starte når som helst. Så hvis du er halvvejs gennem hentningen af en stor fil, og det er tid til at nå bussen, så sæt den bare på pause, og fortsæt senere, hvor du slap. Genoptagning virker også, hvis systemet går ned eller tvinges til at genstarte. Vinduet viser filhentningsforløbet, og lader dig søge i dine filer efter navne eller adressen, hvorfra filen blev hentet.
Offline surfing
Bevar adgangen til dine informationer på internettet, selvom din computer ikke er på nettet. Hjemmesider - som fx din webmail - kan udnytte en funktion, hvor informationerne gemmes på din computer, så du ikke er afhængig af netadgang.
Fuld zoom
Vil du se tekst og billeder i en større udgave? En ny zoomfunktion lader dig forstørre detaljer på hjemmesider, så du kan fokusere på det væsentlige. Hele siden zoomes, så sidens layout bibeholdes.
Integreres i styresystemet
Firefox-platformen føles og ser bekendt ud, uanset om du bruger Windows 7, Mac eller Linux, vil Firefox tilpasse sig styresystemet. Et naturligt udseende giver en fejlfri brugerflade, som aldrig får dig til at stoppe op.
Support til Firefox
Har du brug for hjælp? Vores supportside har en søgbar vidensbase med artikler, plus fora og vejledninger fuld af løsninger og tips for en bedre oplevelse.
Høj ydelse
Runfield er et web-baseret spil lavet med JavaScript og Canvas. Prøv det »
Lynhurtig
Firefox indeholder store forbedringer mht. ydelse. Programmet starter hurtigere, og hjemmesiderne indlæses hurtigere takket være en hurtigere rendering af grafikken og en forbedret indlæsningshastighed. Med udviklingen af JägerMonkey, en helt ny JavaScript-motor, har vi arbejdet hårdt under motorhjelmen for at gøre denne til den mest kraftfulde Firefox nogensinde.
Hardware-acceleration
Oplev lynhurtig grafik-acceleration af video og webindhold med et ny lagbaseret grafiksystem, som drager fordel af Direct2D og Direct3D på Windows og OpenGL på Mac.
Beskyttelse ved nedbrud
Nedbrud i populære plugins som Adobe Flash, Apple QuickTime og Microsoft Silverlight kan ikke stoppe Firefox. Går et plugin ned, skal du blot genindlæse hjemmesiden for at genstarte plugin'et. Lær mere om plugins.
Ægte ydelse
Det er uden tvivl vigtigt at have en lynhurtig JavaScript-motor, men eftersom den slags ændringer ofte måles i millisekunder, er det nogle gange endnu vigtigere, hvordan Firefox føles, når du bruger programmet. Det er derfor, vi hele tiden optimerer de synlige funktioner i Firefox. Som hurtigere åbning af faneblade og hurtigere visning af søgeresultater i Awesome Bar. I sidste ende drejer det sig om din opfattelse af hastigheden.
3D på nettet
WebGL bringer 3D-grafik til Firefox og åbner døren for udviklere til at skabe levende spil og nye former for visualiseringer og oplevelser til internettet.